Hvad er meditation?

Meditation lyder for mange som noget mystisk og okkult, men i virkeligheden er det en helt naturlig, menneskelig evne til at finde ro, generere overskud og skabe balance, som mange af os bare har glemt at bruge i den moderne verdens stress og jag.

Er det svært?

Nej, meditation er enkelt og nemt at lære! Det kan bruges af alle og er et fantastisk redskab til sindsro og indre balance; personlig og spirituel udvikling; fred, glæde og større selvværd. Det kræver ingen forkundskaber af nogen art, andet end lysten til at prøve.

Er det farligt?

Mange mennesker bliver lidt bekymrede når de hører ordet ”meditation”, fordi det lyder som noget der involverer røgelsespinde, lotusstilling og ritualer. Intet af dette er dog på nogen måde nødvendigt. Meditation er noget indre, ikke noget ydre, og meditation skal kunne tilpasses vores hverdag, ikke omvendt. Hos pusterum er der ingen ritualer eller dogmer. Meditation er for alle, og det kan være et berigende supplement til enhver slags liv.

Har det noget med religion at gøre?

Ikke hos Pusterum. De meditationer vi arbejder med, involverer ingen form for religion, men arbejder med den enkeltes indre ressourcer, såsom visdom, viden, energi, glæde, styrke, accept og positiv tiltrækningskraft. Meditation hos os forudsætter ingen form for tro - man skal kunne mærke at meditationerne har både umiddelbar styrkende og beroligende effekt og langsigtede, positivt skabende virkninger i vores liv. Meditation er motiverende i sig selv, fordi det virker.

Hvad kan det bruges til?

Meditation kan bruges til næsten alt hvad du har lyst til, når først du har lært nogle grundlæggende teknikker. En meditation kan være lang eller kort, og kan sigte mod at skabe følelsesmæssig ligevægt, fjerne stress og angst, styrke din jordforbindelse, forbedre dine relationer til andre, øge dit overskud, manifestere dine ønsker og drømme, kickstarte din kreativitet, søge svar på tvivlsspørgsmål - og meget andet. Uanset hvad dine mål og ønsker er, kan meditation gavne.

Tager det lang tid før det virker?

Gode meditationer giver umiddelbart god effekt – på ens humør, følelser, sindsro, relationer og/eller ens liv i det hele taget. Man ved det med det samme, når man prøver en meditation der virker godt for een. Derfor er det godt at lære udogmatiske meditationsformer, såsom guidede meditationer og mindfulness, fordi så kan du også tilpasse dem, så de fungerer optimalt for dig og opleves positivt - både helt umiddelbart og på sigt.

Hvordan foregår det?

Det tager alt fra 1 til 60 minutter, og man kan ligge ned eller sidde op, man kan endda bevæge sig og lave gående meditationer, alt afhængig af hvilken slags meditation man arbejder med, og hvad der fungerer bedst for én. I nogle meditationer arbejder man med at holde et simpelt fokus, fx på åndedrættet; I andre, såsom guidede meditationer, skaber man en række visualiseringer som en lille, indre film eller positiv tankerække.

Hvad skal man huske?

Der er ingen måde meditation ”bør” eller ”skal” være på. Dine meditationer er dine – de er en del af dit indre liv og din dialog med dig selv - og de skal føles positive, konstruktive og fredfyldte. I dette som i alt andet, handler det naturligvis om at have sig selv med. Al meditation er individuel. Derfor: Når du begynder at meditere, så mærk efter! Mærk om det du laver, føles trygt og hensigtsmæssigt. Lær at meditere hos en meditationslærer, der kan hjælpe dig godt og trygt i gang, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål og tilpasse dine meditationer, så de fungerer optimalt for dig.

Meditation handler først og fremmest om at skabe fred og glæde i livet!


Prøv en meditationsworkshop